Sygdomsmestring Kræft - efterår 2022

Sygdomsmestring Kræft - efterår 2022

Valgfag - for mennesker der har eller har haft kræft.

Sundhedshus Svendborg tilbyder en række valgfag, som kan tilvælges uafhængigt af andre tilbud, du vælger i Sundhedshuset.

Valgfagene er emner, som vi har erfaring med, at mennesker, der har eller har haft kræft og deres pårørende, er optaget af samt det, der er et behov for viden om.

I undervisningen tages der udgangspunkt i faktuel viden, og du har også mulighed for at bringe din egen viden og erfaring i spil og få den delt med andre i samme situation.

 

Hvem er vi:

Vi er et team af sundhedsfaglige medarbejdere, som består af fysioterapeut, diætist, sygeplejerske, ergoterapeut, sexolog og pårørenderådgiver. Til hverdag arbejder vi med mennesker, der har eller har haft kræft og har stor erfaring hermed.

 

31.08.2022 kl. 15-17.30 Mad og Motion  - Du kan få indsigt i madens og træningens betydning for helbred, behandling og restitution i forbindelse med en kræftdiagnose. Du får inspiration til, hvordan du praktisk kan anvende den viden i hverdagen. Der gennemgås ideer til træning, der understøtter energi og styrke.

14.09.22 kl. 15-17.30  At være uhelbredeligt syg med kræft - Her kan du få indsigt i strategier til, hvordan du kan holde fast i livskvalitet, når du er uhelbredeligt syg. Vi skaber et trygt rum, hvor der også er mulighed for at få vendt tanker om eksempelvis den sidste tid. Herunder hvilke praktiske foranstaltninger, der kan være nyttige at forholde sig til.

28.09.22 kl. 15-17.30 Guide til hjælp og viden - Sundhedssystemet kan være komplekst at finde vej i. Dette valgfag understøtter dig i at kunne finde den hjælp, du har brug for. Valgfaget kan medvirke til at skabe større overblik og gøre det nemmere for både dig og dine pårørende at finde vej igennem sundhedsvæsnet.

12.10.22 kl. 15-17.30 Livet som pårørende - 1. gang -  Der vil være oplæg om, hvilke følelser og reaktioner, der er typiske, både for dig og dine pårørende i forbindelse med et kræftforløb. I får mulighed for at snakke om, hvilke svære følelser og dilemmaer, der kan opstå, og hvordan begge parter kan passe på sig selv og samtidigt støtte hinanden.

26.10.22 kl. 15-17.30 Livet som pårørende - 2. gang - pårørende alene - Mange pårørende oplever i perioder forskellige følelser af sorg, angst, frustration eller bekymring for fremtiden. Men der kan være store forskelle på, hvornår og hvordan disse følelser fylder for den enkelte. Denne gang har til formål at skabe et frirum, hvor der kan tales åbent om, hvordan det er at være pårørende til en kræftsyg.

09.11.22 kl. 15-17.30 Hverdagen i et behandlingsforløb - Du får mulighed for at høre om, hvilke bivirkninger, der kan forekomme i et behandlingsforløb og strategier til at håndtere disse. Du får redskaber til at komme godt igennem et krævende behandlingsforløb, herunder ideer til strukturering og prioritering i hverdagen. 

22.11.22 + 15.11.22 Kl. 15-16.45 - Intimitet og seksualitet - En sygdom kan påvirke hele livssituationen, også forholdet til kroppen, intimiteten og seksualiteten. Dette kan f.eks. være i forhold til ens identitet og følelse af mandighed/kvindelighed, lige meget om man er i et parforhold eller er single.

07.12.22 kl. 15-17.30 Livet med senfølger - At være i kræftbehandling kan medføre senfølger. Her får du informationer om typiske senfølger og forslag til stratergier, der kan anvendes til at kunne håndtere disse. Senfølger kan f.eks. være føleforstyrrelser, depression, tørre slimhinder, påvirket hukommelse, træthed, mave- og tarmgener.

 

Hvem henvender fagene sig til:

Til dig, der har eller har haft kræft og dine pårørende, og som er interesserede  i at deltage i en gruppe med andre og være i dialog om det aktuelle emne. For at kunne deltage må der højest være gået tre år siden den afsluttende behandling.

 

Hvordan tilmelder du dig:

Du kan tilmelde dig ved at tale med fagpersonerne i Sundhedshus Svendborg eller ved at udfylde denne tilmelingsblanket:

https://selvbetjening.egki.dk/479/479-03082207435391

Telefontid: Ring til Sundhedshuset på 6223 4025 Mandag - tirsdag 8.00-10.00. Onsdag lukket. Torsdag - fredag 08.00-10.00.

 

Praktiskte oplyisninger:

Undervisningen foregår i

Sundhedshus Svendborg

Hulgade 9, 5700 Svendborg

Det er gratis at deltage, og undervisningen foregår på dansk.