ForældreGruppe
ForældreGruppe
Alle nybagte forældre tilbydes at deltage i en Forældregruppe. Gruppen sammensættes efter termin, 1. gangs og flergangs forældre samt geografi. I tilmeldes ForældreGruppe hos sundhedsplejersken, når I får besøg efter fødslen.
Formålet med en ForældreGruppe er at I forældre kan skabe et socialt netværk, hvor I kan støtte og styrke hinanden i de udfordringer, I møder i jeres nye livssituation som børnefamilie.
ForældreGruppe henvender sig til begge forældre og erstatter de tidligere mødregrupper. Grupperne er selvkørende og uden deltagelse af sundhedsplejersken. Vi tilstræber at gruppen består af 4-6 forældrepar.
I mødes privat og I vil modtage en sms-besked inden første mødegang, hvor tid og sted fremgår. I aftaler selv hvor ofte og hvordan I vil bruge gruppen fremadrettet. Se nedenstående gode råd.
Sådan bliver en Forældregruppe god:
- Når I lytter til hinanden
- Når I respekterer hinandens forskelligheder og behov
- Når I møder op hver gang eller melder afbud
- Når I opfatter det, der tales om i gruppen, som fortroligt
- Når I mødes hyppigt, for eksempel ugentligt eller hver 14. dag
- Når I gør ting sammen og kan bruge hinanden udenfor gruppen
Gode råd til første møde i Forældregruppen:
- Lav en runde ved første møde, hvor I præsenterer jer selv og barnet
- Aftal hvordan I har det med sygdom og hvornår man skal aflyse
- Aftal hvordan I gør med ældre søskende, skal de med? Eller skal man forsøge at få dem passet?
- Aftal hvordan I har det med hunde, katte og andre husdyr
- Undgå at sammenligne børnene hele tiden. Hvert barn er unikt
- Lad være med at diske op med nybagte boller. Gå forbi bageren på vejen på skift
- Lad støvsugern stå. Der er først en rigtig god grund til at bruge den, når gæsterne er gået